Dåb

Ved dåben bliver barnet optaget i den kristne menighed. Derfor er det en rigtig festdag i vore kirker, hver gang et lille barn bliver døbt. Barnet bliver døbt på den kristne tro, og har troen med sig i bagagen resten af livet. I dåben svarer vi på barnets vegne ja til den kristne trosbekendelse. Man kan sige, at dåben er en slags gave fra Gud til barnet, som forældre eller faddere siger vi ja tak på barnets vegne. Dåben foregår som en del af den almindelige gudstjeneste om søndagen.

Hvis dit barn eller du skal døbes, så ring til præsten eller kordegnen. Så finder vi sammen et tidspunkt til dåben og dåbssamtalen, hvor I hører mere om dåben, dens betydning og alt det praktiske.

Hvad skal du gøre?

Du skal anmelde dit barns fødsel senest 14 dage efter fødslen. Hvis der er en jordemoder med til fødslen, står hun normalt for fødselsanmeldelsen. Ellers skal du selv sørge for at melde fødslen til kirkekontoret eller præsten i morens sogn. Hvis I ønsker fælles forældremyndighed, men ikke er gift, skal faren underskrive en "omsorgs- og ansvarserklæring" senest 14 dage efter fødslen.

Du finder de relevante blanketter på www.borger.dk

Navnet

Barnet skal navngives senest 6 måneder efter fødslen. Det kan ske i forbindelse med dåben, hvor du til dåbssamtalen fortæller præsten, hvad barnet skal hedde. Hvis barnet ikke skal døbes, eller det skal navngives før dåben, skal du udfylde og sende en blanketten ”Navngivning” (www.borger.dk) til kirkekontoret.

Faddere

En fadder er vidne til dåben og skal ”tilse at barnet vokser op i den kristne tro”. Nogle går i kirke med barnet. Andre markerer dåbsdagen, synger salmer eller læser bibelske fortællinger. Før dåben skal I vælge mindst to og højst seks faddere til jeres barn. Fadderne skal selv være døbt. I skal oplyse faddernes navne og adresser til kirkekontoret eller præsten. Gudfaren eller gudmoren er den person, der bærer barnet til dåben. Det er for det meste en af fadderne eller forældrene.

Sådan foregår dåben

En dåb i Thorsager, Bregnet og Feldballe Kirker er en del af søndagens gudstjeneste. I bærer barnet ind ved gudstjenestens begyndelse, og deltager i gudstjenesten sammen med resten af menigheden. Når det er blevet tid til selve dåben, går forældrene med barnet og fadderne frem til døbefonten. Børn blandt dåbsgæsterne bliver også opfordret til at komme med op til døbefonten, så de kan se, hvad der sker. Præsten starter med at bede en bøn. Den bliver efterfulgt af dåbsbefalingen og beretningen om ”Lad de små børn komme til mig”. Så taler præsten direkte til barnet, og tegner kors for ansigt og bryst som tegn på, at barnet nu hører til hos Gud. Derefter kommer vi til den del, hvor den der bærer barnet skal sige noget.

  • Præsten spørger: ”Hvad er barnets navn”. Den, der bærer barnet, svarer.
  • N.N. Forsager du Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen? - Ja!
  • Tror du på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber? - Ja!
  • Tror du på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde? - Ja!
  • Tror du på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv? - Ja!
  • Vil du døbes på denne tro? - Ja!

Præsten øser lidt vand på barnets hoved tre gange – for Gud, søn og Helligånd – og velsigner barnet.

Til sidst holder præsten en kort tale til forældrene og fadderne om deres forpligtelser som vidner til dåben og de nærmeste til at fortælle barnet om dåben og oplære det i den kristne tro.

Så fortsætter gudstjenesten. I går som dåbsfamilie ud af kirken sammen med præsten. Hvis I har brug for det under gudstjenesten, er der mulighed for at gå ud i  våbenhuset, hvor I kan trøste, skifte ble eller hvad der nu er brug for med sådan en lille størrelse.

Hvad skal barnet hedde

Det er en stor beslutning at vælge et navn til sit barn. Måske har I tænkt på navne længe inden, jeres barn blev født, men da I så så ham/hende, var navnet helt forkert. Eller måske gav det helt sig selv, hvad den lille skal hedde. Man må ikke kaldt sit barn hvad som helst – det sørger navneloven for. På Familiestyrelsens hjemmeside kan du finde en liste over godkendte fornavne. 

Traditioner

I vore kirker er der tradition for, at vi ikke fotograferer under gudstjenesterne. Hvis I ønsker at tage billeder omkring døbefonten er I meget velkomne til at fortografere efter gudstjenesten. Her vil der også være mulighed for at få et billede hvor præsten er med.