Dåbskludene på sommerudstilling

I juli måned vil man i Bregnet Kirke kunne opleve 25 indrammede dåbsklude, som står rundt omkring på kirkebænkenes ”salmereoler. De håndstrikkede dåbsklude, som bruges ved alle dåb i kirken til at tørre barnets hoved med, er nemlig blevet et udbredt fænomen. Udstillingen åbner med en festlig reception fredag den 7. juli kl. 16.

Dåbskluden er blevet til på en idé af sognepræst Ann Maj Lorenzen, og den har på få måneder vist sig som en kolossal succes.

Ann Maj Lorenzen fortæller:
”Med udstillingen fejrer vi, at dét, der begyndte i det små hos os, er stormet ud over landet, så der nu er omkring 300 kirker der har strikkecafé, hvor der strikkes dåbsklude.

En god idé har mange steder udviklet sig til fine diakoniprojekter: Nogle steder strikker sognets kvinder i kirkerummet efter søndagsgudstjenesten, ”fordi nogen ellers bare går hjem til et tomt hus”. Andre samles på hverdagseftermiddage i sognehuse for at strikke sammen. Nogle kirker udliciterer opgaven til frivillig-grupper i byen”.

Dåbskluden giver også fællesskab på facebook
Både små og store sogne har taget dåbskluden til sig. En række små sogne med lave dåbstal har slået sig sammen og lært hinanden at kende hen over strikketøjet. På facebookgruppen ”Vi Strikker Dåbsklude” er der nu omkring 600 medlemmer, som deler billeder og kommentarer med hinanden.

Mange har haft fingrene i dåbsklude siden starten, mange har talt om dåbskluden, og der hvor den er i brug om søndagen, vækker den glæde. Dåbskluden er et godt, konkret minde om dåbsdagen, som både barn og forældre kan få glæde af at tage frem og se på og tale om senere hen i livet.

Udstillingen i Bregnet Kirke viser variationen i motiverne og fortæller, hvad dåbskludene bruges til i det rum, hvor de anvendes om søndagen.

Fakta:
Fernisering: Fredag den 7. juli kl. 16.00 i Bregnet Kirke, hvor der vil være et glas boblevand og en kransekage.

Alle er velkomne og særligt indbydes den pionér-gruppe, som hen over vinteren og foråret har strikket løs.
Udstillingen præsenterer 25 indrammede dåbsklude, som står rundt omkring på kirkebænkenes ”salmereoler”.

På døbefonten ligger der dåbsklude, man gerne må se nærmere på og røre ved.
Sammen med billederne er der tag-med-kort påtrykt salmevers fra nye og gamle dåbssalmer.

Udstillingen kan ses hele juli måned. Kirken er åben alle dage kl. 8-18.
NB. I forbindelse med gudstjenester og kirkelige handlinger tages udstillingen ud. Hvis du vil være sikker på, at kirken og udstillingen er tilgængelig, så ring til kordegnekontoret og forhør nærmere: 86 37 05 80.

Se mere på www.daabskluden.dk og på facebook/vi strikker dåbsklude.

 

 

Del dette: