Sognerejse til Sønderjylland og Sydslesvig

3 skønne forårsdage Grænselandet 29. - 31. maj 2019

Program:


Onsdag 29. maj
Kl. 7.30: Afgang med bussen fra Egegård i Rønde.
Turen går ned gennem Jylland, og vi nyder formiddagskaffen på Ejer Baunehøj.
Derefter kører bussen mod Als, hvor Sønderborg Slot er første stop.
Slottet ligger ved indsejlingen til Sønderborg, og stedet rummer 800 års dramatisk historie om Sønderjylland og Slesvig. Der bydes på en guidet rundtur på slottet.

Vi nyder vore egne medbragte madpakker i ”Det gamle køkken” ved slottet, og begiver os derefter ud i Sønderborg By, hvor vi skal besøge Sct. Marie Kirke, der knejser højt over Alssund.
Kirken er bl.a. udsmykket med glasmosaikker af kunstneren Per Kirkeby.
 
Der er mulighed for en kop kaffe (på egen lomme) på én af byens caféer.
Turen videre mod Gråsten Slot, hvor der vil være mulighed for at besøge den smukke slotshave - dog ikke, hvis kongefamilien residerer på slottet.
I Rinkenæs ligger Hotel Benniksgaard, hvor vi skal bo i to nætter.
Efter indkvarteringen samles vi ved middagsbordet kl. 19.00.

Torsdag 30. maj
Kristi Himmelfartsdag begynder kl. 8.00 ved et veldækket morgenbord.
Vi kører med bussen mod Flensborg, hvor vi skal til dansk gudstjeneste i Ansgar Kirke.

Efter gudstjenesten går det mod Slesvig og Hedeby, hvor vi skal på rundtur i vikingemuseet der. Hedeby var i vikingetiden Danmarks vigtigste og største by, og den var et knudepunkt i europæisk handel. Frokosten indtages i det stedlige madpakkehus.

Fra Slesvig går det vestover mod Husum i marsklandet. Byen har en særpræget og smukt bevaret arkitektur. Vi skal tillige aflægge besøg i Bergenhusen, der er berømt for at huse flere ynglende storkepar.
På hjemturen gives der mulighed for lidt grænsehandel.
Middag på hotellet i Rinkenæs kl. 19.00. Hyggeaften med sange og underholdning.

Fredag 31. maj
Kl. 8.00 spises morgenmad, og vi forlader Hotel Benniksgaard.
Vi kører mod nord og skal besøge Koldinghus. Slottet er Jyllands sidste kongeborg og har gennem sin mere end 700-årige eksistens spillet en væsentlig rolle i Danmarks historie.

Fra Kolding går det atter en smule mod syd hvor et besøg i Christiansfeld venter.
Efter frokostmadpakken er der en guidet tur rundt den særprægede by, der er planlagt og bygget efter samme mønster som den første Brødre-Menighedsby Hernnhut i Tyskland. Størstedelen af byen blev bygget mellem 1773 og 1812.

Naturligvis skal vi også smage de berømte honningkager og drikke en kop god sønderjysk kaffe, inden turen går mod Djursland. Vi forventer at være i Rønde kl. ca. 18.00.

 

 

Praktisk information

Tidspunkt:
Rejsen finder sted fra onsdag 29. maj til fredag 31. maj 2019.

Pris: 
2.800 kr. pr. deltager + evt. 350 kr. i tillæg for eneværelse.
Beløbet inkluderer bustransport, 2 overnatninger i dobbeltværelse på Hotel Benniksgaard i Rinkenæs med fuld pension og alle entréer.

Tilmelding:

Tilmelding sker til Kordegnekontoret, Birkevej 39, 8410 Rønde - telefon 8637 0580 / e-mail: lihe@km.dk

Enten:
Skriv en mail med følgende oplysninger:
-Navn
-Adresse
-Telefon og e-mail
-Evt. ønsker at dele værelse med ..
-Evt. ønske om eneværelse

Eller:
Benyt tilmeldingsblanketten, som er indlagt i de trykte programme. Den afleveres / sendes til Kordegnekontoret, Birkevej 39, 8410 Rønde.

Trykt program for rejsen kan hentes i Egegård, Thorsager Præstegårdslade og i de tre kirker - eller hent det her
Tilmeldingsblanket kan hentes her


Frist for tilmelding:
Senest fredag den 28. marts

Turen ledes af:
Birte Harpøth: 2340 2996. E-mail: birteharpoeth@outlook.dk
Jørgen Gleerup: 2287 1456. E-mail: jg@km.dk
Anne Marie Tolbod: 4227 0250. E.mail: ambt@km.dk

Ret til ændringer i programmet forbeholdes.
Husk gyldigt pas.

Introduktionsaften:
Onsdag den 6. marts kl. 19.30 i Egegård præsenterer de tre rejseledere rejsen og dagenes højdepunkter i ord og billeder. Der serveres en kop kaffe med brød undervejs.