tirsdag21aug2018

Sommerkoncert i Feldballe Kirke

tirsdag21aug2018 kl. 19:00 - 20:00

Sprøde toner i sommeraftenen med Hanne Askou på violin og Frode Andersen på accordeon.
Gratis entré.

Duo Askou//Andersen har sammen skabt et nyt, bredt, afvekslende og alsidigt repertoire.
Musikken spænder over mange genrer og over 500 års musikhistorie – fra den tidlige barok og gamle salmer, over folketoner og nordisk folkemusik til nyskrevet moderne klassisk musik og tango.

Om musikerne

Hanne Askou, violin, kommer fra Vestjylland og er uddannet ved Det Fynske Musikkonservatorium i Odense. En del af studieårene tilbragte hun på Sibelius Akademiet i Helsinki og fortsatte siden her med post graduate studier. Hun har tidligere været ansat i hhv. Sønderjyllands Symfoniorkester og Odense Symfoniorkester. Efter videregående studier i solistklassen med ophold bl.a. i Rom og Athen, debuterede hun ved en anmelderrost og radiotransmitteret debutkoncert som solist med Odense Symfoniorkester i Poul Ruders’ 1. violinkoncert, dirigeret af Baldur Brönnimann. Hun er elev af docent Marianne Granvig, Odense, daværende professor Peder Elbæk og spanske Felix Ayo, professor i Rom.

Kammermusik, ensemblespil og solistoptrædener har siden udgjort Hanne Askous primære virke. Hun har i en del år været tilknyttet bl.a. Randers Kammerorkester og har igennem 8 år fungeret som instruktør for Herning Amatørsymfoniorkester under Herning Musikskole. Udover at arrangere koncerter og udvikle programkoncepter, formidler hun også sin viden om musik i skrift og tale for større institutioner i dansk musikliv.

Frode Andersen, accordeon, kommer fra Askøy ved Bergen i Norge. Han er uddannet i København på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og afsluttede studierne med debut fra Solistklassen i et program med værker udelukkende af nulevende komponister. Året efter debuterede han også i Norge, som en af Årets Debutanter under Rikskonserterne.

Frode Andersen er aktiv som kammermusiker, solist og teatermusiker og har spillet med de fleste danske orkestre og ensembler. Han har udgivet solo-cd’en Trash, der inddrager elementer og arbejdsformer fra den elektroniske musik. Cd’en blev indstillet til Danish Music Awards i kategorien 'Bedste soloudgivelse' og Frode Andersen modtog Dansk Komponistforenings Hæderspris for denne cd.

Udover at være udøvende musiker og arrangør har Frode Andersen gennem mange år også været administrativt engageret i dansk musikliv. Han har fungeret som administrator og organisator for en lang række begivenheder, festivaler og institutioner. Han er tidligere producent og kunstnerisk ansvarlig for Esbjerg Ensemble og har været udpeget som medlem af Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg. Han er nu producent og projektmanager for barokorkestret Concerto Copenhagen.