søndag05maj2019

Vilfred Friborg Hansen fortæller om besættelsestiden i Taastrup og Feldballe

søndag05maj2019 kl. 14:00 - 17:00

Forårsmøde: På Danmarks befrielsesdag den 5. maj er den kendte lokalhistoriker Vilfred Friborg Hansen på talerstolen ved forårsmødet i Feldballe Kirke kl 14.

På mødet, som begynder med gudstjeneste og fortsætter med kaffe og foredrag, vil Vilfred Friborg Hansen bl.a. berette om hvad anlægget af Tirstrup flyveplads kom til at betyde for hverdagslivet helt lokalt.

De første år af besættelsen var relativt rolige i Taastrup og Feldballe. Som alle andre steder mærkede man mørklægningen og rationeringen, den smule bilkørsel, der var, foregik på generatorgas, brændselen var oftest tørv fra lokalområdet etc. Nu og da kom der tyske soldater på gennemmarch, men det var så det.

Alt dette ændrede sig dramatisk i besættelsens sidste to år, hvor tyskerne anlagde Tirstrup flyveplads. Fra foråret 1944 blev bygninger i Taastrup og Feldballe konfiskeret, veje afspærret, kanonstillinger oprettet, tyske soldater indkvarteret, tyske vagtposter placeret på strategiske steder.

Ruder klirrede eller knustes ved eksplosionerne, når engelske fly angreb flyvepladsen. Lige pludselig var Taastrup og Feldballe blandt de steder i landet, der mærkede allermest til besættelsen.
Derfor er beretningen om Taastrup og Feldballe under besættelsen alt andet end kedelig.

Info:

14.00: Forårsmødet begynder med gudstjeneste i kirken med provst Benedikte Bock Pedersen.
Herefter er der kaffe og besættelsesforedraget med Vilfred Friborg Hansen.
Det hele foregår i kirken og det er gratis.


 

 

Vilfred Friborg Hansen fortæller lokal besættelseshistorieVilfred Friborg Hansen har skrevet mange bøger og artikler om lokalhistoriske emner. Blandt andet om Feldballe Kirke og Møllerup Gods. Her ses han ved en filmoptagelse ved kirken, med præstegården i baggrunden.