torsdag25jul2019

Koncert med violinist Johan Dalene og pianist Ingrid Andsness

torsdag25jul2019 kl. 19:30 - 20:30

Åbningskoncert i festivalen ”Klassiske Koncerter i Djurs og Mols” med violinist Johan Dalene og pianist Ingrid Andsness.
De spiller bl.a. musik af Grieg og Beethoven.

Billetter á 175 kr. kan købes på www.klassiske-koncerter.dk

Sted: Bregnet Kirke



Artikel i Adresseavisen uge 29:

Skøn musik fra smukke steder

Af Elisabeth Kjærsgaard Jespersen

I slutningen af juli gentages festivalsuccesen ”Klassiske Koncerter i Djurs og Mols” for niende år i træk. Endnu engang er der lagt i ovnen til et stemningsmættet arrangement bestående af mere end 14 vidt forskellige klassiske koncerter på nogle af de mest idylliske scener, Djurs og Mols har at byde på.

Til at sætte den helt rette ramme om de store internationale talenter, man kan opleve i festival-perioden, har arrangørende blandt andet udvalgt en række syddjurske kirker. Den storslåede omkringliggende natur og de gamle kirkebygninger bidrager nemlig til at skabe en fortættet atmosfære og gør publikums koncertoplevelse endnu mere nærværende.

Hvert år optræder festivalens kammermusikere forskellige steder i lokalområdet. Og i år er det kirkerne i Agri, Dråby, Ebeltoft og Bregnet, og andre maleriske lokaliteter såsom Møllerup Gods og Rosenholm Slot, der står for tur. 

Åbningskoncert slår tonen an
Med åbningskoncerten i Bregnet Kirke bliver rammen for den resterende festival for alvor sat. Her vil være det hele: Syddjurs’ betagende landskab så langt øjet rækker, den gamle højloftede kirke og en musikalsk oplevelse af international kaliber.

Koncerten løber af staben torsdag 25. juli kl. 19.30, hvor landsbykirken får besøg af to prisvindende musikere, der skal sikre, at aftenens gæster går derfra med en tungtvejende musikalsk oplevelse i rygsækken.

Den kun 18-årige violinist, svenske Johan Dalene, er årets vinder af den prestigefyldte Carl Nielsen-konkurrence, og derudover er han anerkendt for en spillestil, der er ærlig og gribende. Hans kompagnon under åbningskoncerten, Ingrid Andsness, er en af Norges mest populære pianister og bredt anerkendt blandt kritikerne. Under Bregnets hvidkalkede hvælvinger vil de to skandinaviske kunstnere sammen fortolke stykker af bland andre Grieg, Beethoven og Stravinsky.