onsdag14aug2019

Koncert med festlige BarbAros i Feldballe Kirke

onsdag14aug2019 kl. 19:00 - 20:00

Koret BarbAros synger barbershop-musik med energi, smil på læben og masser af vellyd - og bliver dirigeret af Jonas Rasmussen
Det er i Feldballe Kirke - og der er gratis entré.

Glæd jer, det bliver: Showmanship med seler og schwung
Det er svært ikke at blive i godt humør, når aarhusianske BarbAros indtager scenen bevæbnet med svingende koreografier, gentleman-dress og klangfulde stemmer. I midten af august kan det festlige barbershop-kor opleves i Feldballe Kirke.

Prishædrede showmænd
BarbAros består af 35 mandlige medlemmer i alderen 16 - 30 år, som alle er nøje udvalgt fra Aarhus’ kormiljø. Under kyndig ledelse af den unge, men erfarne dirigent Jonas Rasmussen skruer de op for underholdningsfaktoren, hvor end de kommer hen. Derfor undrer det heller ikke, at BarbAros for nylig vandt bronze i De Nordiske Mesterskaber i Barbershop.

Gør barbershoppen til deres egen
Barbershop er en firstemmig a cappella sangstil, som stammer fra USA, hvor den i begyndelsen blev sunget af mænd, der stod i kø og ventede på at blive barberet.
Den livlige genre høres i oftest kvartetter, men ved at udvide til et helt kor med flere på hver stemme skaber BarbAros en unik lyd, der fryder øret. Og øjnene er der også noget til, for BarbAros supplerer de fleste af deres numre med enkle, udtryksfulde koreografier.

Repertoiret under barbershop er bredt. Det gælder også for BarbAros, hvis sange spænder fra kærlighedsviser og danske slagere til hit-numre med højt tempo.

Du kan opleve BarbAros’ koncert i Feldballe onsdag den 14. august kl. 19.00. Entreen er gratis.

Tekst: Elisabeth Kjærsgaard Jespersen, kommunikationsmedarbejder Syddjurs Provsti