Torsdag den 9. april - Skærtorsdag: Nadvergudstjeneste fra Bregnet Kirke. Sognepræst Anne Marie Tolbod indstifter nadveren, og alle kan sidde med ved bordet – hjemmefra. Man skal bare selv have brød og vin eller saft klar.


Onsdag den 8. april : ”Indtoget i Jerusalem”. Ved orglet i Bregnet Kirke: Helle Zederkof. Musik: Erling Lindgren. Tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen. Fra påskeoratoriet ”På vinger af håb”.


Tirsdag den 7. april: ”Hvem er han?” Billeder: Gustave Doré. Orgelmusik med Helle Zederkof i Thorsager Kirke. Musik: Erling Lindgren. Tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen. Fra påskeoratoriet ”På vinger af håb”.


Mandag den 6. april: ”Han gik langs søen”. Orgelmusik med Helle Zederkof i Bregnet Kirke. Musik: Erling Lindgren. Tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen. Fra påskeoratoriet ”På vinger af håb”.


Palmesøndag den 5. april: Musikgudstjeneste fra Feldballe Kirke med sognepræst Ann Maj Lorenzen og organist Helle Zederkof

Musik: Salme, DDS nr. 57: Herre fordi du. Walther: Se, hvor nu Jesus træder og Goos ten Napel: Se, vi går op til Jerusalem. Tekster: Filipperbrevet, 2,5-11 og Markusevangeliet 14, 3-9.

Lørdag den 4. april: Påskedagenes begivenheder fortælles i billeder på påskedugen - fra Palmesøndag til Påskemorgen


Fredag den 3. april. Jørgen Gleerup reflekterer over, at vi er på vej mod påske: "...ethvert glimt af solens lys er en livshilsen fra den morgen, der forandrede verden"


I Grundtvigs store salme: O Kristelighed, står der:

… mit land, siger Herren, er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor.

Himmel og jord. Altså ikke bare i himlen. Guds land er ikke bare i en fjern himmelegn. Guds land er også her på den jord, hvor vi bliver født, hvor vi lever og dør, hvor vi ler og græder, hvor vi elsker, og hvor vi mister dem, vi elsker. For Guds land er, hvor kærligheden er, hvor kærligheden bor.

Jesu liv begyndte i kulden og mørket Julenat, og det sluttede i mørket Langfredag. Den fødsel, det liv, den død fortæller os, at vi netop også er omfattet og omsluttet af hans kærlighed, når kulden og mørket og alt det uvirkelige slår sig sammen om os. Vi er ikke overladt til os selv, når vi mister og sørger og dør. Julenat og Langfredag fortæller os, at også da bliver han hos os og hos dem, vi elsker og mister.

Men Påskemorgen fortæller os mere end det. Påskemorgen fortæller os, at kulden og mørket og døden aldrig får det sidste ord, hverken i Guds eller i vores historie. Vi får ikke vore døde tilbage. Men vi er døbt til at tro på Julenat og Påskemorgen.

Vi lever i det opstandelsens livslys, som intet mørke i verden kan slukke. Og ethvert glimt af solens lys er en livshilsen fra den morgen, der forandrede verden. 

Der lå en sten på Frelserens grav
den tungeste sten blandt stene
og rygtet kom ud over land og hav
at kærlighed bar den alene

Der ligger en sten på hver eneste grav
jeg stod ved min fars forleden
og vidste, at selv de tungeste sten
kan bæres af kærligheden

Vers fra Johannes Møllehaves digt ”De Tre Sten”

 

 


Torsdag den 2. april: Ann Maj Lorenzen: "I dag er det 42 år siden, jeg blev konfirmeret i Nordborg kirke på Als"

Kors lavet af konfirmanden Eva Westergaard

Onsdag den 1. april: Tegn og vind et påskeæg med Anne Marie Tolbod

Anne Marie Tolbod keder sig og savner kirken og gudstjenesterne og ikke mindst alle de børn, der plejer at komme i kirken.

Så I må meget gerne vise denne lille film til nogle børn og få dem til at lave tegninger til Anne Marie - af kirken og det, de plejer at opleve i kirken.

Tegningerne kan afleveres i postkassen ved Egegård eller I kan tage et billede af tegningen og sende det til ambt@km.dk

Eller I kan simpelthen lægge det op ved opslaget på facebook

Der er et stort påskeæg på højkant til en af tegnerne!


Tirsdag den 31. marts. Dagens ord fra Benedikte Bock Pedersen: Hvad har det givet os, at være sendt hjem på en tænker?


Søndag den 29. marts - Marie Bebudelsesdag. Hør Anne Marie Tolbods prædiken til søndagen


Lørdag den 28. marts: Carpe Diem - grib dagen - siger Ann Maj Lorenzen i sin lørdagshilsen


Fredag den 27. marts: ”Vær du mig nær” - Jørgen Gleerup sender musikalsk hilsen fra Thorager Kirke


Torsdag den 26. marts: Dagens hilsen er fra Benedikte Bock Pedersen fra en forårslys præstegårdsterrasse


Onsdag den 25. marts: Dagens hilsen er fra Anne Marie Tolbod - om at finde et håbs-gelænder


Tirsdag den 24. marts: Organist Helle Zederkof spiller "Kærlighed er lysets kilde" i Bregnet Kirke


Mandag den 23. marts: Dagens hilsen er fra Ann Maj Lorenzen


Søndag den 22. marts: Prædiken til Midfaste søndag af Jørgen Gleerup

 

Han boede i Himmerland. Han døde for nogle år siden, min gamle kloge ven. Han var præst, og han var så god at snakke med. Et langt liv havde givet ham en erfaring og en indsigt, som han nænsomt, aldrig påtrængende, delte ud af.

At spise hos ham og hans kone var en særlig glæde. Altid med noget af havens gaver på bordet. De nyopgravede kartofter, krydderurterne og den nyslyngede honning fra bistadet. Og rundt på spisestuens vægge var alle de malerier, som han havde skabt. Det var nok ikke stor kunst, men ægte og pågående!

 

Så satte vi os til bords, og inden vi spiste, blev der hver gang bedt denne bordbøn:

 

Vor Gud og Far.

Vi takker dig for dagligt brød

og alle gode gaver.

 

Så kort, så godt, så stor en tak for det hele, for livet, for det daglige brød, for maden på bordet, for hinanden, for kærligheden.

 

Måltidet hos mine gamle venner blev mere end et måltid. Det blev mere end det, at vi spiste sammen. Det blev et helle, et fristed med ro, hvor man blev beriget af at være, et sted, man altid længtes tilbage til!

 

Jeg følte mig holdt oppe af at være der! Måltidet, samtalen ved bordet! Turen sydover, hjemover blev rigere og smukkere efter sådan et besøg en helt almindelig dag.

 

Men kan en helt almindelig dagligdags begivenhed som det at spise og drikke og tale sammen virkelig blive til en erfaring af at være holdt oppe?

Ja, og mon ikke de fleste har oplevet det. Det kan være så mange ting. Vi gør et eller andet, som vi har gjort så mange, mange gange før, uden at tænke særligt over det. Men i en bestemt situation, da bliver betydningen større, da bliver det, der sker, det vi gør, et tegn på noget større.

 

Måske var det den morgen, der lignede alle de andre begyndelser på dagen. Men den morgen, blev anderledes. Den morgen blev specielt god, fordi det, der skete, blev en bekræftelse på, hvor godt livet er. Nogle kærlige ord. Et særligt knus og ønsket om en god dag. En gentaget virkelighed, som den dag kom til at stå i et særligt lys.

 

Eller var det ved dagens slutning, i den gode samtale om det, som var hændt og om det, som skulle ske. Det, der glædede, det der smertede. Var det i aftenbønnens ord, i det Fadervor som bedes gang efter gang, måske uden at man tænker specielt over ordene, ja måske har svært ved at koncentrere sig om, fordi så mange andre tanker trænger sig på.

Men den aften kom nogle af ordene i bønnen til at stå i et helt særligt lys. Den aften fik bønnens ord en helt særlig betydning, som umisforståeligt gav mig troen og håbet på, at jeg er holdt oppe, at jeg er båret af Gud i liv og død.

En hvilken som helst dagligdags begivenhed kan blive bærer af en sådan større betydning. Hvis vi har øjnene åbne for den.

 

Evangeliet til Midfaste er efterfortællingen om det under, det tegn, der vistes, den dag Jesus mættede 5000 mennesker med fem brød og to fisk.

Folk bliver mætte, men de forstår ikke betydningen. De ønsker derimod, at Jesus skal lave et nyt under, så de slipper for at bekymre sig om arbejdet for det daglige brød.

Igen og igen prøver Jesus at få dem til at tænke over, hvad det, der er sket, hvad det, han har gjort, betyder.

 

Hvad med os, der lytter og læser. Kan vi se det? Har vi øje for det? Eller bliver vi bare ved med at spise os mætte og ved med at stå op til dagligdagens begivenheder, uden at alt det, vi får, at alt det vi møder, alle dem, vi møder fortæller os noget, om det med Gud og os.

 

Jesus kom fra himlen for at åbne vore øjne, så vi kan se, at virkeligheden er mere, end det vi ser!

 

Vor Herre er ikke kun til stede i underet. Jesus kom for at åbne vore øjne for alt det almindelige, det daglige liv, det daglige brød, den gentagne kærlighed. For i alt det er Gud. Alt, hvad der sker os, når vi holdes oppe i livet, når vi styrkes og mættes i livet, vidner om, at vi er båret af den kraft og kærlighed fra himlen, som har villet os!

 

Derhjemme på gården, hvor jeg voksede op, blev der ikke bedt bordbøn til daglig. Men på de store dage, sang vi altid til bords. Og hver gang begyndte vi måltidet med at synge det sidste vers af salmen: På Jerusalem det ny – det lyder:

 

Regn os til dit vennelag,

under vort det ringe tag

værdiges at træde!

Hør vor bøn, og hør vor sang!

Giv ”Guds fred!” sin rette klang,

os vor Herres glæde!

 

En tak for det daglige brød, for festmaden på bordet. En tak for hinanden, for vennelaget, for alt det nære, som er holdt oppe og båret oppe af kærligheden.

 

Troen på den kærlighed, håbet om den kærlighed, må vi klynge os til altid, også nu, ja især i disse uger, hvor så meget truer livet, os selv og dem, vi elsker.

Og vi må takke for, at virkeligheden er mere, end det, vi ser!

 

AMEN.

 


Johannesevangeliet kapitel 6 vers 24-35:

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: ”Rabbi, hvornår er du kommet hertil?”

Jesus svarede dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.”

Så sagde de til ham: ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Jesus svarede dem: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.”Da sagde de til ham: ”Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad skal vi gøre? Vore forfædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ”Brød fra himlen gav han dem at spise.”

Jesus sagde så til dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.”

De sagde til ham: ”Herre, giv os altid det brød!” Jesus sagde til dem: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

 

Salmer i Den Danske Salmebog:
4: Giv mig, Gud, en salmetunge
31: Til himlene rækker din miskundhed, Gud
332: På Jerusalem det ny
217: Min Jesus, lad mit hjerte få


Lørdag den 21. marts: Kirken er i corona-land, siger Benedikte Bock Pedersen

Pludselig kom corona buldrende ind i vores land og ind i vores kirke.
Ting, som vi aldrig før havde taget stilling til som samfund og som kirke, blev pludselig presserende. Der skal sprittes af, vi skal lukke ned og det gør vi så – også i kirken.

Fordi i modsætning til licens, som jo er noget, vi giver hinanden, så er corona noget, som vi gør for hinanden. Og det, vi gør også i kirken, er, at vi passer på hinanden ved at holde os fra hinanden, vi tager ansvar for hinanden ved at opføre os ansvarligt over for hinanden, vi viser hensyn ved at holde afstand.

Gudstjenester er blevet aflyst, bryllupper udskudt, dåb og konfirmationer flyttet til et senere tidspunkt, begravelser og bisættelser, som vi har været vant til var offentlige begivenheder, er blevet private arrangementer med færrest mulige deltagere, fordi overskriften for det, at vi tager vare på hinanden, er, at vi skal undgå at forsamle os. 

Det er svært, det gør også ondt, og alvoren er til at få øje på.
Vi står sammen ved at stå hver for sig. Det er en mærkelig måde at tænke på og holde sammen på her i foreningernes Danmark, der er heller ikke den måde, vi normalt tænker på som kirke, men det er sådan vi gør nu. Det er sådan vi tager ansvar for og hånd om hinanden nu.

Det er svære tider og det er hårde beslutninger, men vi kan ikke være andet bekendt, hvis vi skal være os selv bekendt både som samfund og som kirke. At håndtere coronakrisen er noget, vi gør for hinanden – og vi gør det godt, selvom det gør ondt.

Benedikte skriver dagens hilsen fra Feldballe Præstegård

Fredag den 20. marts: En opbyggelig historie om slagteren, der fik uventet hjælp af veganeren

Nora har tegnet og Anne Marie fortæller

Torsdag den 19. marts: Ann Maj Lorenzen: "I dag er det en uge siden..."


Onsdag den 18. marts: Jørgen Gleerup deler Jakob Knudsens håbefulde ord

Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!
DDS 754 vers 1

Det kunne være en morgenstemning med udsigt over Kalø Vig, en solopgang ved Bregnet Kirke eller ved Nappedam.
Men det er et morgen-billede, det er en morgenstemning ved Randers Fjord, som præsten og digteren Jakob Knudsen beskrev den i december 1890. Han var da 32 år og netop tiltrådt som præst i Mellerup Valgmenighed. Fra præstegården var der udsigt over fjorden, og solens skin i fjordvandet gjorde udsigten til det hav, hvor solen stiger.

Hele salmen afspejler en glæde over livet, ja den er en stor lovsang til Gud for skaberværket i enhver betydning. Den begejstrer og beriger på samme tid.
Men salmen rummer mere end taknemlighed for skabelse og kærlighed. Den er også en lovsang en takkesang for frelsen, for fortrøstningen ved i liv og død at høre til hos livets og opstandelsens Gud.
I næstsidste vers udtrykkes denne tro, dette håb på denne måde:

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.
DDS 754 vers 6

Det er nogle af de bedste og mest ægte ord, som nogensinde er skrevet på dansk, og de er gode at lytte til, gode at synge, gode at knytte troen og håbet til – alle dage og især i denne uvirkelige virkelighed, denne krisetid, som hersker lige nu, hvor bekymring og uro fylder os selv og alt omkring os.

Og godt er det, at Jakob Knudsen lader sin solsang slutte med disse livgivende ord, der er fulde af håb:

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
O, for sejrsjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!                 
DDS 754 vers 7

Vi tror på, at vi også midt i alt det, der gør os bange, er omsluttet af Guds kærlighed!


Tirsdag den 17. marts: Benedikte Bock Pedersen sender en hilsen fra kirkebænken


Mandag den 16. marts: Anne Marie Tolbod skriver aktuel bøn

Bøn i en Corona-tid

Gud!
Vi beder til dig i troen på, at vores bøn kan trænge igennem
virvarret af informationer, nyheder og bange tanker.

Vi beder for dem, der har hamstret gær og toiletpapir
og for dem, der har stjålet håndsprit og masker på sygehusene,
fordi de er bange.

Vi beder for de sårbare og de udsatte,
der ikke kan tåle at blive smittet.

Vi beder for dem, der er så bange, at de ikke kan sove om natten,
og vi beder for dem, der sorgløst fortsætter deres liv,
som om verden er den samme.

Vi beder for sygeplejerskerne, lægerne og sosu-assistenterne,
for kassedamerne, lastbilchaufførerne og lagermedarbejderne -
for alle dem, der må arbejde og holde hjulene i gang,
så vi kan leve videre og vente i afskærmet tryghed.

Vi beder for dem, der må styre os sikkert igennem svære dage;
for vores statsminister, vores regering og vores myndigheder.
Vi beder for alle,

og vi beder for os selv,
for vi ved, at ingen er skærmet;
at smitten ikke gør forskel på direktører og pædagoger.

Lad os tro på, at du heller ikke gør forskel -
at du skærmer os alle sammen;
at du skærmer vores tro og vores håb,
så vi får mod og kræfter til at leve
i dag og i morgen og i alle dagene, der venter os -
sammen med hinanden og sammen med dig.

Amen