Søndag den 24. maj. Søndagshilsen fra Bregnet Kirke med musik, salmer og evangeliet til 6. søndag efter påske.


Medvirkende: Præst er Anne Marie Tolbod. Sangere er Lis og Heidi Henning, Trille Kjeldsen, Birgitte Rokkjær og Laura Mørch Zederkof. Organist er Helle Sandberg Zederkof.
Præludium: Per Günther: Du fødtes på jord. Exitus: Erling Lindgren/ Lisbeth Smedegaard Andersen: Når æbletræets hvide gren.


Søndag den 17. maj. Søndagshilsen fra Bregnet Kirke med musik, salmer og evangeliet til 5. søndag efter påske.

Medvirkende: Præst er Ann Maj Lorenzen. Sangere er Lis og Heidi Henning, Trille Kjeldsen, Birgitte Rokkjær og Laura Mørch Zederkof. Organist er Helle Sandberg Zederkof.
Præludium: W.Åhlen: Sommarpsalm. Postludium: Peter Elkjær: Sankt Markus Præludium nr. 1.


Søndag den 10. maj. Søndagshilsen fra Feldballe Kirke med musik, salmer og evangeliet til 4. søndag efter påske.

Medvirkende: Præst er Benedikte Bock Pedersen. Sangere er Lis og Heidi Henning, Trille Kjeldsen, Birgitte Rokkjær og Laura Mørch Zederkof. Organist er Helle Sandberg Zederkof.

Præludium: Matthisson-Hansen: Præludium. Postludium: Cesar Franck: Petit Offertoire.


Giv os lyset og glæden - og jer - tilbage. En hilsen til konfirmanderne fra Anne Marie Tolbod og Jørgen Gleerup, 8.-10. maj


Onsdag den 6. maj. Ann Maj Lorenzen sender sin hilsen til dagen:


Ind imellem kan vi alle sammen have brug for at få at vide, at vi er gode nok, som vi er.

At det ikke kommer an på, hvor produktive vi er, hvad vi udretter eller hvad vi kan og magter.

Vi er gode nok i os selv.

Det rækker med bare at være dem, vi er, og at være til for dem, vi elsker og holder af. Måske nogen, særligt i denne tid, er kommet på den tanke, at de ikke rigtigt gør nytte i forhold til andre, og måske skammer de sig endda over det?

Netop de mennesker skal i dag høre denne lille fortælling om en travl direktør, der stresser omkring, og med ét standser han op ved en smuk blomst, og siger til den:

Hvorfor i himlens navn står du bare der? Kan du ikke finde noget nyttigt at tage dig til?

Men blomsten svarer ham: “Beklager, jeg er her kun for at være smuk.”

Direktøren forstår det ikke, men måske kan vi tage ved lære af blomsten, og øve os i bare at være til og finde glæde og mening ved det?

 


Mandag den 4. maj, på 75-årsdagen for Danmarks befrielse: Jørgen Gleerup spiller og synger "En lærke letted, og tusind fulgte" i Thorsager Kirke.


Søndag den 3. maj. Søndagshilsen fra Thorsager Kirke med musik, salmer og evangeliet til 3. søndag efter påske.

 

Medvirkende: Præst er Jørgen Gleerup. Sangere er Lis og Heidi Henning, Trille Kjeldsen, Birgitte Rokkjær og Laura Mørch Zederkof. Organist er Helle Sandberg Zederkof. Præludium: Jesper Madsen: Den mørke nat forgangen er. Postludium:  Morten Nyord: Nu blomstertiden kommer.


Fredag den 1. maj. Dagens hilsen er fra Ann Maj Lorenzen.

For tiden er fællessang noget, som mange nyder, ikke mindst fordi bl.a DR har skabt muligheder for at være sammen om det, selv om man er på afstand af hinanden.

Mange synger morgensang med Phillip Faber, og andre nyder de aftenprogrammer, hvor Danmark synger sammen. Torsdag d. 16. april sang vi for dronningen.

 

Flere kunstnere gav deres bidrag, heriblandt sangerinden Oh Land. Hun overraskede på flere måder. Hun sad ikke hjemme ved klaveret og sang, nej, hun var gået ombord i en båd og var sejlet lidt ud fra land.

Jeg kom til at tænke på, at vi flere gange i fortællingerne om Jesus, hører netop dette, at han sejler et stykke ud, og prædiker til mennesker der står på bredden.

Han vælger en anden scene end den vante, et andet element end den faste grund. Måske havde sangerinden ikke tænkt over dette, men hendes valg af musikstykke kunne ellers tyde på det.

Hun valgte nemlig at synge salmen: Påskeblomst! Hvad vil du her. Det er Grundtvigs store påskesalme, en af hans allerbedste, efter min mening.

 

Den er svær at synge, sagde Oh Land, der var på gyngende grund, men hun sang, og vi der sang med fra stuerne, kunne se, hvordan folk, fra hver deres sted, sang med på salmen.

Det kan godt være at det var dronningens fødselsdag, vi fejrede den dag, men lige dér blev det også påske igen.


Onsdag den 29. april: Nu blomstertiden kommer. Lyt og nyn med på en dejlig forårssalme med kirkesanger Lis Henning og organist Helle Sandberg Zederkof.


Mandag den 27. april: Takkebøn i en coronatid med Anne Marie Tolbod

Gud!
Vi takker for, at der faktisk er toiletpapir og gær nok. Og flæskefars og Rittersport.
Vi takker for, at verden er aprilgrøn,
for blomstrende æbletræer og fuglekvidder gør det lidt nemmere at leve i en coronatid.
Vi takker for dem, der sendte blomster til andre end dronningen,
da hun – majestæten - havde fødselsdag.
Vi takker for, at telefonen og internettet knytter os sammen;
det er ikke så godt som et kram eller et besøg, men det er bedre end ingenting.
Vi takker for dem der passer deres arbejde og for dem, der bliver hjemme.
Vi takker for alle dem, der IKKE er egoister;
for det store gode flertalt, der tænker på andre end dem selv.
Vi takker for den nedadgående kurve for indlæggelser og intensivpatienter
og for den opadgående kurve for samfundssind og fællessang.
Vi takker for,
at vi kan læse romaner, høre symfonier og popmusik, se krimier og historiske dramaer,
så vi ikke mister forstanden.
Vi takker for børnene, der griner og gynger på legepladser og i skolegårde igen
og for de unge, der ikke gør oprør, selvom de savner og går glip af allermest.
Vi takker for, at de allerfleste af dem, der leder os, er meget klogere end Donald Trump.
Vi takker for din kirke, der står så solidt plantet på din jord,
at den ikke ryster i sin grundvold, selvom vi har været nødt til at låse dens døre.
Vi takker for, at du har givet os hjerter, der banker for andre,
og arme, der længes efter at omfavne.
Vi takker for, at du har skabt verden og menneskelivet så overdådigt,
at der – selv i en krise som denne – er mere at takke for end at klage over.


Søndag den 26. april: Gudstjeneste med Ann Maj Lorenzen, Lis Henning og Helle Zederkof


Fredag den 24. april. Dagens hilsen er fra Jørgen Gleerup: På livets inderside

Børn har ikke langt fra gråd til latter. Det ene øjeblik kan et barn græde fortvivlet, det næste øjeblik kan barnets ansigt lyse op i et leende smil. Alle, der er forældre eller har med børn at gøre, ved det. Det kan være sværere med de hurtige vendinger i sindet, når man er voksen.

Men alligevel oplever vi vel også, at mørkets tårer kan vendes til glædens smil og latter, og at der bag ved det, der kun synes at være mørke, alligevel kan anes lys og nye muligheder.

Den finske forfatter Märtha Tikkanen har haft den oplevelse, og hun beskriver den i sin digtsamling ”Mørket, der giver glæden dybde”. Hoveddelen i samlingen hedder: ”I rædselens time”. Heri beskriver forfatteren, hvordan der kan være i det mørke, hvor hun, som mor til et psykisk sygt barn befinder sig. Hun skriver om, hvor svært det er ikke at kunne nå sit barn.

Men hun sætter også ord på den næsten alt for store og skrøbelige glæde, hun oplever, da hun i få øjeblikke atter kan nærme sig sin syge søn. Små glimt af lykke og håb, lukker for en stund psykosens panser op.

Hun har oplevet en inderside af livet, hvor der kun er magtesløshedens tårer tilbage. Men hun beskriver også glæderne, som små lysglimt midt i mørket. Og netop fordi hun kender sorgen indefra og har følt at være afmægtig, kan hun opleve, hvor langstrakt og dyb glæden er, ja, hvordan en mors sorg og afmagtsfølelse får en anderledes plads, når de små glimt af håb om de anderledes muligheder sprænger sig vej ind i sygdommens mørke.
Mørket giver på en forunderlig måde glæden sin dybde og midt i det allersværeste alligevel troen på lys og muligheder i morgen.

Troen på og forventningen til morgendagen kan vi vel i covid-19-krisens skygge ofte have svært ved at finde, og vi kan da føle, at selv om det er solfyldte og lyse forårsdage, så leves livet på en næsten uvirkelig måde på indersiden.

Det er så svært ikke at kunne være og leve sammen. Det er smertefuldt ikke at kunne give kærligheden andet udtryk end i ord. Vi føler os magtesløse!

Men midt i magtesløshed og modgangsmørke tør vi tro på fremtiden, fordi al fremtid er Guds fremtid!


Onsdag den 22. april: Noget om helte. Af Anne Marie Tolbod.

Som barn var jeg stor fan af filmene om ’Superman’, der gang på gang – ene mand –  reddede verden med sine superheltekræfter.
Siden firserfilmene med Christopher Reeve som den kappeklædte superhelt, er de kommet mange flere superheltefilm til, om blandt andre ’Wonderwoman’, ’Iron Man’ og ’Captain America’. Alle superheltene farer rundt – til lands, til vands og i luften – for at redde verden og mennesker og for at bekæmpe det onde med deres superheltekræfter.

Men her i vores virkelige corona-verden skal vi nok ikke regne med, at der kommer en superhelt flyvende for at redde os og bekæmpe covid 19. I virkeligheden kan én person ikke redde hele verden. For vi mennesker kan i bund og grund ikke ret meget alene. For ingen af os har superheltekræfter.

Men vi har noget andet: Vi har hinanden!
Og måske kan man godt sige, at vi har superheltekræfter, nemlig vores evne til at samarbejde. Af alle Guds skabninger har mennesket haft mest succes, fordi vi er gode til at samarbejde.
Tænk lige 6 uger tilbage i tiden til den onsdag, hvor Mette Frederiksen sagde: ”Bliv hjemme!” – og så blev millioner af danskere hjemme. Vi vaskede vores hænder. Vi sprittede af. Vi holdt afstand. Og vi blev hjemme. Vi gjorde det sammen. Vi brugte vores superheltekræfter og samarbejdede.

Vi kan noget sammen. Vi kan ikke ret meget alene.
Erhvervsmænd som Anders Holch Povlsen bygger ikke en milliardvirksomhed alene, men sammen med en hær af medarbejdere.
Filmstjerner som Meryl Streep og Tom Hanks laver ikke Oscar-vindende film alene, men sammen med manuskriptforfattere, stuntmen, filmfotografer, statister og sminkører.
Fodboldikoner som Cristiano Ronaldo og Kasper Schmeichel vinder ingen foldboldkampe alene, men sammen med deres hold på banen og deres fans på tribunerne.

Ingen af os er superhelte og ingen af os kan redde verden fra coronakrisen og bekæmpe covid 19 alene. Men vi kan sammen.
Lige nu betyder det ’sammen’ for mange af os, at vi ikke er sammen. At vi (som det lyder i tidens omkvæd) kun kan være sammen – hver for sig.

Måske kan det i denne helt særlige og mærkelige og svære situation stive os af, hvis vi synger et heltekvad til os selv: Halfdan Rasmussens ’Noget om helte’.
Her er heller ingen superhelte med superheltekræfter, men en hverdagshelt, der drikker øller og drømmer om at trykke folk på næven:

Livet er en morgengave.
Sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have.
Der står øller på mit bord.
Under himlen hænger lærken
som et fjernt bevinget frø,
for en lærke tænker hverken
på at kæmpe eller dø.

I kan også høre sangen her – med hele Danmarks baggårdspuma, Otto Brandenburg: https://www.youtube.com/watch?v=CTQOUtLYVLw


Søndag den 19. april, 1. søndag efter påske-hilsen med sognepræst Anne Marie Tolbod, kirkesanger Lis Henning og organist Helle Zederkof. Hør søndagens evangelium og syng med på "Som forårssolen morgenrød" og "Du som gi'r os liv og gør os glade".


Mandag den 13. april, 2. påskedag: Prædiken af Jørgen Gleerup. "Forvirret og glad, grædende og leende løb hun ind til byen og fortalte de andre, at hun havde mødt Jesus lyslevende. Men de troede hende ikke"


Maria kunne ikke sove. Det var den anden nat nu. Hun fandt ingen ro. Alting kværnede rundt i hovedet på hende. Hun havde ikke flere tårer. Hele lørdagen havde hun siddet utrøstelig i et hjørne. Ja, i grunden var der vist ingen, der havde forsøgt at trøste hende. De havde vel alle sammen lige meget brug for trøst.
Var alle helt fortabte i deres egen fortvivlelse? Peter havde i hvert fald grædt, som hun aldrig havde troet en mand kunne græde.

Som hun lå og vred sig hvileløst på lejet, var der nogle scener fra hendes 19-årige liv, der igen og igen gled forbi hendes indre blik. Da hun som 6-årig så romerske soldater hente sin far, for senere at henrette ham ved korsfæstning, fordi han havde deltaget i frihedskampen. Da hun som 13-årig blev jaget fra sit hjem og sin hjemby, Magdala, af sin stedfar, fordi han havde gjort hende gravid. Da hun som 17-årig blev arresteret af sædelighedspolitiet i Kapernaum, fordi hun var prostitueret. De dømte hende på stedet til døden og begyndte at slæbe hende ud gennem byporten for at stene hende.

Da var det, de mødte Jesus fra Nazaret og nærmest på skrømt spurgte ham til råds: ”Hvad synes du, vi skal gøre med hende”? Hun glemte aldrig de næste på minutter, den lange tavshed, før han svarede: ”Den, som er ren, kan kaste den første sten”! – og hvordan de så en efter en slukørede luskede bort.

Så fulgte et par år, sammen med Jesus og disciplene og de andre kvinder. De stod for hende som en evighed af fred og tryghed. Det var ikke bare det, at hun bogstaveligt talt skyldte ham sit liv. Det var det hele omkring ham,  en verden af  omsorg og varme. Hun var aldrig bange.  Det havde hun altid været før.

Alt havde været som det skulle lige indtil denne skæbnesvangre påskerejse til Jerusalem. Hun forstod ikke, hvad det var, Jesus var ude på, og de andre disciple forstod det vist heller ikke. Men hun vidste, at det var farligt.
Da han f.eks. på vejen ind i byen lod skarerne hylde sig som Messias, befrieren fra Gud, så var det naturligvis pragtfuldt, og hun råbte selv ”Halleluja”, så højt hun overhovedet kunne.
Men bagefter vidste de godt alle sammen, at det, de havde gjort var livsfarligt. Eller da han jog kræmmerne ud af Guds tempel.
Så forstod hun det godt, og synes, at det var helt rigtigt. Men det var alt for farligt!

Så kom sammenbruddet. Hun og et par af de andre kvinder var de eneste, der havde været med til den bitre ende. De havde set hans forslåede og blodstrimede ansigt og krop, da han bar korsplanken ud til galgebakken.
Bødlerne hamrede naglerne igennem hans hænder og fødder, uden at der hørtes en lyd fra himlen. Og så blev alt mørkt omkring dem.
Igen og igen lød hans ord i hendes ører: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Hvordan kunne han dø, ham, hun skyldte sit liv? Ham, som betød alt for hende? Hun forstod ingenting. Men han var død. Hun havde selv set dem lægge ham i graven.

Var Gud død? Var der ingen Gud overhovedet?
Sådan kværnede tankerne uafbrudt i hendes hoved. Indtil hanegal. Så listede hun sig ud. Ud af huset. Ud til graven.
Bagefter kunne hun ikke huske, hvordan han så ud. Og først kunne hun ikke kende ham. Men da han sagde hendes navn: Maria – blev alting anderledes. Og hun vidste, at det var ham. Det var jo hans stemme, og det var hans fred og kærlighed, der fyldte hende. Hun vidste, at intet i verden, kunne skade hende, når bare hun blev i hans kærlighed, og hans kærlighed blev i hende. Det var, som om, han var hende nærmere, end han nogensinde før havde været.
Men da hun så sig omkring, var han ikke at se noget sted.

Forvirret og glad, grædende og leende løb hun ind til byen og fortalte de andre, at hun havde mødt Jesus lyslevende. Men de troede hende ikke.
”Hun er jo fra forstanden”, sagde de. ”Hun har ikke sovet i to døgn. Hun er utilregnelig.”
Så tog hun et brød, takkede og brød det, gav det til disciplene og sagde: ”Dette er Jesu legeme, kærlighedens krop – på korset forvandlet til brød til liv for verden. Tag det og spis det!”
Og hun tog kanden med vin og sagde: ”Dette er Jesu hjerteblod, på korset forvandlet til vin til glæde for verden. Tag det og drik det!”
Og de spiste og drak.
Da stod han selv midt i blandt dem og sagde:
”Fred være med jer!”

Amen


Johannesevangeliet kapitel 20 vers 1-18:

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: ”De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.”

Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.

Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: ”Kvinde, hvorfor græder du?” Hun svarede: ”De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: ”Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?”

Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: ”Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.” Jesus sagde til hende: ”Maria!” Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: Rabbuni!” – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.” Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: ”Jeg har set Herren,” og at han havde sagt dette til hende.

Salmer i Den Danske Salmebog:
227: Som den gyldne sol frembryder
241: Tag det sorte kors fra graven
249: Hvad er det at møde den opstandne mester
218: Krist stod op af døde


Søndag den 12. april: Glædelig påske! Påskegudstjeneste fra Feldballe Kirke med provst Benedikte Bock Pedersen og organist Helle Zederkof.


Fredag den 10. april - Langfredag: Sognepræst Jørgen Gleerup reflekterer over Jesu død på korset og organist Helle Zederkof spiller passionsmusik. Billeder fra lidelseshistorien i Bregnet Kirke af Arne Haugen Sørensen og fra Thorsager Kirke


Torsdag den 9. april - Skærtorsdag: Nadvergudstjeneste fra Bregnet Kirke. Sognepræst Anne Marie Tolbod indstifter nadveren, og alle kan sidde med ved bordet – hjemmefra. Man skal bare selv have brød og vin eller saft klar.


Onsdag den 8. april : ”Indtoget i Jerusalem”. Ved orglet i Bregnet Kirke: Helle Zederkof. Musik: Erling Lindgren. Tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen. Fra påskeoratoriet ”På vinger af håb”.


Tirsdag den 7. april: ”Hvem er han?” Billeder: Gustave Doré. Orgelmusik med Helle Zederkof i Thorsager Kirke. Musik: Erling Lindgren. Tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen. Fra påskeoratoriet ”På vinger af håb”.


Mandag den 6. april: ”Han gik langs søen”. Orgelmusik med Helle Zederkof i Bregnet Kirke. Musik: Erling Lindgren. Tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen. Fra påskeoratoriet ”På vinger af håb”.


Palmesøndag den 5. april: Musikgudstjeneste fra Feldballe Kirke med sognepræst Ann Maj Lorenzen og organist Helle Zederkof

Musik: Salme, DDS nr. 57: Herre fordi du. Walther: Se, hvor nu Jesus træder og Goos ten Napel: Se, vi går op til Jerusalem. Tekster: Filipperbrevet, 2,5-11 og Markusevangeliet 14, 3-9.

Lørdag den 4. april: Påskedagenes begivenheder fortælles i billeder på påskedugen - fra Palmesøndag til Påskemorgen


Fredag den 3. april. Jørgen Gleerup reflekterer over, at vi er på vej mod påske: "...ethvert glimt af solens lys er en livshilsen fra den morgen, der forandrede verden"


I Grundtvigs store salme: O Kristelighed, står der:

… mit land, siger Herren, er Himmel og jord,
hvor kærlighed bor.

Himmel og jord. Altså ikke bare i himlen. Guds land er ikke bare i en fjern himmelegn. Guds land er også her på den jord, hvor vi bliver født, hvor vi lever og dør, hvor vi ler og græder, hvor vi elsker, og hvor vi mister dem, vi elsker. For Guds land er, hvor kærligheden er, hvor kærligheden bor.

Jesu liv begyndte i kulden og mørket Julenat, og det sluttede i mørket Langfredag. Den fødsel, det liv, den død fortæller os, at vi netop også er omfattet og omsluttet af hans kærlighed, når kulden og mørket og alt det uvirkelige slår sig sammen om os. Vi er ikke overladt til os selv, når vi mister og sørger og dør. Julenat og Langfredag fortæller os, at også da bliver han hos os og hos dem, vi elsker og mister.

Men Påskemorgen fortæller os mere end det. Påskemorgen fortæller os, at kulden og mørket og døden aldrig får det sidste ord, hverken i Guds eller i vores historie. Vi får ikke vore døde tilbage. Men vi er døbt til at tro på Julenat og Påskemorgen.

Vi lever i det opstandelsens livslys, som intet mørke i verden kan slukke. Og ethvert glimt af solens lys er en livshilsen fra den morgen, der forandrede verden. 

Der lå en sten på Frelserens grav
den tungeste sten blandt stene
og rygtet kom ud over land og hav
at kærlighed bar den alene

Der ligger en sten på hver eneste grav
jeg stod ved min fars forleden
og vidste, at selv de tungeste sten
kan bæres af kærligheden

Vers fra Johannes Møllehaves digt ”De Tre Sten”

 

 


Torsdag den 2. april: Ann Maj Lorenzen: "I dag er det 42 år siden, jeg blev konfirmeret i Nordborg kirke på Als"

Kors lavet af konfirmanden Eva Westergaard

Onsdag den 1. april: Tegn og vind et påskeæg med Anne Marie Tolbod

Anne Marie Tolbod keder sig og savner kirken og gudstjenesterne og ikke mindst alle de børn, der plejer at komme i kirken.

Så I må meget gerne vise denne lille film til nogle børn og få dem til at lave tegninger til Anne Marie - af kirken og det, de plejer at opleve i kirken.

Tegningerne kan afleveres i postkassen ved Egegård eller I kan tage et billede af tegningen og sende det til ambt@km.dk

Eller I kan simpelthen lægge det op ved opslaget på facebook

Der er et stort påskeæg på højkant til en af tegnerne!


Tirsdag den 31. marts. Dagens ord fra Benedikte Bock Pedersen: Hvad har det givet os, at være sendt hjem på en tænker?


Søndag den 29. marts - Marie Bebudelsesdag. Hør Anne Marie Tolbods prædiken til søndagen


Lørdag den 28. marts: Carpe Diem - grib dagen - siger Ann Maj Lorenzen i sin lørdagshilsen


Fredag den 27. marts: ”Vær du mig nær” - Jørgen Gleerup sender musikalsk hilsen fra Thorager Kirke


Torsdag den 26. marts: Dagens hilsen er fra Benedikte Bock Pedersen fra en forårslys præstegårdsterrasse


Onsdag den 25. marts: Dagens hilsen er fra Anne Marie Tolbod - om at finde et håbs-gelænder


Tirsdag den 24. marts: Organist Helle Zederkof spiller "Kærlighed er lysets kilde" i Bregnet Kirke


Mandag den 23. marts: Dagens hilsen er fra Ann Maj Lorenzen


Søndag den 22. marts: Prædiken til Midfaste søndag af Jørgen Gleerup

 

Han boede i Himmerland. Han døde for nogle år siden, min gamle kloge ven. Han var præst, og han var så god at snakke med. Et langt liv havde givet ham en erfaring og en indsigt, som han nænsomt, aldrig påtrængende, delte ud af.

At spise hos ham og hans kone var en særlig glæde. Altid med noget af havens gaver på bordet. De nyopgravede kartofter, krydderurterne og den nyslyngede honning fra bistadet. Og rundt på spisestuens vægge var alle de malerier, som han havde skabt. Det var nok ikke stor kunst, men ægte og pågående!

 

Så satte vi os til bords, og inden vi spiste, blev der hver gang bedt denne bordbøn:

 

Vor Gud og Far.

Vi takker dig for dagligt brød

og alle gode gaver.

 

Så kort, så godt, så stor en tak for det hele, for livet, for det daglige brød, for maden på bordet, for hinanden, for kærligheden.

 

Måltidet hos mine gamle venner blev mere end et måltid. Det blev mere end det, at vi spiste sammen. Det blev et helle, et fristed med ro, hvor man blev beriget af at være, et sted, man altid længtes tilbage til!

 

Jeg følte mig holdt oppe af at være der! Måltidet, samtalen ved bordet! Turen sydover, hjemover blev rigere og smukkere efter sådan et besøg en helt almindelig dag.

 

Men kan en helt almindelig dagligdags begivenhed som det at spise og drikke og tale sammen virkelig blive til en erfaring af at være holdt oppe?

Ja, og mon ikke de fleste har oplevet det. Det kan være så mange ting. Vi gør et eller andet, som vi har gjort så mange, mange gange før, uden at tænke særligt over det. Men i en bestemt situation, da bliver betydningen større, da bliver det, der sker, det vi gør, et tegn på noget større.

 

Måske var det den morgen, der lignede alle de andre begyndelser på dagen. Men den morgen, blev anderledes. Den morgen blev specielt god, fordi det, der skete, blev en bekræftelse på, hvor godt livet er. Nogle kærlige ord. Et særligt knus og ønsket om en god dag. En gentaget virkelighed, som den dag kom til at stå i et særligt lys.

 

Eller var det ved dagens slutning, i den gode samtale om det, som var hændt og om det, som skulle ske. Det, der glædede, det der smertede. Var det i aftenbønnens ord, i det Fadervor som bedes gang efter gang, måske uden at man tænker specielt over ordene, ja måske har svært ved at koncentrere sig om, fordi så mange andre tanker trænger sig på.

Men den aften kom nogle af ordene i bønnen til at stå i et helt særligt lys. Den aften fik bønnens ord en helt særlig betydning, som umisforståeligt gav mig troen og håbet på, at jeg er holdt oppe, at jeg er båret af Gud i liv og død.

En hvilken som helst dagligdags begivenhed kan blive bærer af en sådan større betydning. Hvis vi har øjnene åbne for den.

 

Evangeliet til Midfaste er efterfortællingen om det under, det tegn, der vistes, den dag Jesus mættede 5000 mennesker med fem brød og to fisk.

Folk bliver mætte, men de forstår ikke betydningen. De ønsker derimod, at Jesus skal lave et nyt under, så de slipper for at bekymre sig om arbejdet for det daglige brød.

Igen og igen prøver Jesus at få dem til at tænke over, hvad det, der er sket, hvad det, han har gjort, betyder.

 

Hvad med os, der lytter og læser. Kan vi se det? Har vi øje for det? Eller bliver vi bare ved med at spise os mætte og ved med at stå op til dagligdagens begivenheder, uden at alt det, vi får, at alt det vi møder, alle dem, vi møder fortæller os noget, om det med Gud og os.

 

Jesus kom fra himlen for at åbne vore øjne, så vi kan se, at virkeligheden er mere, end det vi ser!

 

Vor Herre er ikke kun til stede i underet. Jesus kom for at åbne vore øjne for alt det almindelige, det daglige liv, det daglige brød, den gentagne kærlighed. For i alt det er Gud. Alt, hvad der sker os, når vi holdes oppe i livet, når vi styrkes og mættes i livet, vidner om, at vi er båret af den kraft og kærlighed fra himlen, som har villet os!

 

Derhjemme på gården, hvor jeg voksede op, blev der ikke bedt bordbøn til daglig. Men på de store dage, sang vi altid til bords. Og hver gang begyndte vi måltidet med at synge det sidste vers af salmen: På Jerusalem det ny – det lyder:

 

Regn os til dit vennelag,

under vort det ringe tag

værdiges at træde!

Hør vor bøn, og hør vor sang!

Giv ”Guds fred!” sin rette klang,

os vor Herres glæde!

 

En tak for det daglige brød, for festmaden på bordet. En tak for hinanden, for vennelaget, for alt det nære, som er holdt oppe og båret oppe af kærligheden.

 

Troen på den kærlighed, håbet om den kærlighed, må vi klynge os til altid, også nu, ja især i disse uger, hvor så meget truer livet, os selv og dem, vi elsker.

Og vi må takke for, at virkeligheden er mere, end det, vi ser!

 

AMEN.

 


Johannesevangeliet kapitel 6 vers 24-35:

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: ”Rabbi, hvornår er du kommet hertil?”

Jesus svarede dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.”

Så sagde de til ham: ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Jesus svarede dem: ”Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.”Da sagde de til ham: ”Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad skal vi gøre? Vore forfædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ”Brød fra himlen gav han dem at spise.”

Jesus sagde så til dem: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.”

De sagde til ham: ”Herre, giv os altid det brød!” Jesus sagde til dem: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

 

Salmer i Den Danske Salmebog:
4: Giv mig, Gud, en salmetunge
31: Til himlene rækker din miskundhed, Gud
332: På Jerusalem det ny
217: Min Jesus, lad mit hjerte få


Lørdag den 21. marts: Kirken er i corona-land, siger Benedikte Bock Pedersen

Pludselig kom corona buldrende ind i vores land og ind i vores kirke.
Ting, som vi aldrig før havde taget stilling til som samfund og som kirke, blev pludselig presserende. Der skal sprittes af, vi skal lukke ned og det gør vi så – også i kirken.

Fordi i modsætning til licens, som jo er noget, vi giver hinanden, så er corona noget, som vi gør for hinanden. Og det, vi gør også i kirken, er, at vi passer på hinanden ved at holde os fra hinanden, vi tager ansvar for hinanden ved at opføre os ansvarligt over for hinanden, vi viser hensyn ved at holde afstand.

Gudstjenester er blevet aflyst, bryllupper udskudt, dåb og konfirmationer flyttet til et senere tidspunkt, begravelser og bisættelser, som vi har været vant til var offentlige begivenheder, er blevet private arrangementer med færrest mulige deltagere, fordi overskriften for det, at vi tager vare på hinanden, er, at vi skal undgå at forsamle os. 

Det er svært, det gør også ondt, og alvoren er til at få øje på.
Vi står sammen ved at stå hver for sig. Det er en mærkelig måde at tænke på og holde sammen på her i foreningernes Danmark, der er heller ikke den måde, vi normalt tænker på som kirke, men det er sådan vi gør nu. Det er sådan vi tager ansvar for og hånd om hinanden nu.

Det er svære tider og det er hårde beslutninger, men vi kan ikke være andet bekendt, hvis vi skal være os selv bekendt både som samfund og som kirke. At håndtere coronakrisen er noget, vi gør for hinanden – og vi gør det godt, selvom det gør ondt.

Benedikte skriver dagens hilsen fra Feldballe Præstegård

Fredag den 20. marts: En opbyggelig historie om slagteren, der fik uventet hjælp af veganeren

Nora har tegnet og Anne Marie fortæller

Torsdag den 19. marts: Ann Maj Lorenzen: "I dag er det en uge siden..."


Onsdag den 18. marts: Jørgen Gleerup deler Jakob Knudsens håbefulde ord

Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!
DDS 754 vers 1

Det kunne være en morgenstemning med udsigt over Kalø Vig, en solopgang ved Bregnet Kirke eller ved Nappedam.
Men det er et morgen-billede, det er en morgenstemning ved Randers Fjord, som præsten og digteren Jakob Knudsen beskrev den i december 1890. Han var da 32 år og netop tiltrådt som præst i Mellerup Valgmenighed. Fra præstegården var der udsigt over fjorden, og solens skin i fjordvandet gjorde udsigten til det hav, hvor solen stiger.

Hele salmen afspejler en glæde over livet, ja den er en stor lovsang til Gud for skaberværket i enhver betydning. Den begejstrer og beriger på samme tid.
Men salmen rummer mere end taknemlighed for skabelse og kærlighed. Den er også en lovsang en takkesang for frelsen, for fortrøstningen ved i liv og død at høre til hos livets og opstandelsens Gud.
I næstsidste vers udtrykkes denne tro, dette håb på denne måde:

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.
DDS 754 vers 6

Det er nogle af de bedste og mest ægte ord, som nogensinde er skrevet på dansk, og de er gode at lytte til, gode at synge, gode at knytte troen og håbet til – alle dage og især i denne uvirkelige virkelighed, denne krisetid, som hersker lige nu, hvor bekymring og uro fylder os selv og alt omkring os.

Og godt er det, at Jakob Knudsen lader sin solsang slutte med disse livgivende ord, der er fulde af håb:

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
O, for sejrsjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!                 
DDS 754 vers 7

Vi tror på, at vi også midt i alt det, der gør os bange, er omsluttet af Guds kærlighed!


Tirsdag den 17. marts: Benedikte Bock Pedersen sender en hilsen fra kirkebænken


Mandag den 16. marts: Anne Marie Tolbod skriver aktuel bøn

Bøn i en Corona-tid

Gud!
Vi beder til dig i troen på, at vores bøn kan trænge igennem
virvarret af informationer, nyheder og bange tanker.

Vi beder for dem, der har hamstret gær og toiletpapir
og for dem, der har stjålet håndsprit og masker på sygehusene,
fordi de er bange.

Vi beder for de sårbare og de udsatte,
der ikke kan tåle at blive smittet.

Vi beder for dem, der er så bange, at de ikke kan sove om natten,
og vi beder for dem, der sorgløst fortsætter deres liv,
som om verden er den samme.

Vi beder for sygeplejerskerne, lægerne og sosu-assistenterne,
for kassedamerne, lastbilchaufførerne og lagermedarbejderne -
for alle dem, der må arbejde og holde hjulene i gang,
så vi kan leve videre og vente i afskærmet tryghed.

Vi beder for dem, der må styre os sikkert igennem svære dage;
for vores statsminister, vores regering og vores myndigheder.
Vi beder for alle,

og vi beder for os selv,
for vi ved, at ingen er skærmet;
at smitten ikke gør forskel på direktører og pædagoger.

Lad os tro på, at du heller ikke gør forskel -
at du skærmer os alle sammen;
at du skærmer vores tro og vores håb,
så vi får mod og kræfter til at leve
i dag og i morgen og i alle dagene, der venter os -
sammen med hinanden og sammen med dig.

Amen