Ta' med på Højskole-Kirkedag og mød Birgitte Qvist-Sørensen

Birgitte Qvist-Sørensen er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og har fingeren på pulsen i verdens brændpunkter

Velkommen til en inspirerende Højskole-Kirkedag, med vitaminer til krop og sjæl. Vi serverer højskolesange, musik, samvær, lækker frokost og ikke mindst et aktuelt foredrag om dilemmaer og udfordringer i Folkekirkens Nødhjælps arbejde, hvor der skal træffes mange beslutninger, når folk er i nød - og hvor den politiske virkelighed også spiller ind. Arrangementet starter i Bregnet Kirke og fortsætter på Rønde Højskole.

Dagens program:
10.00: Morgensang i Bregnet kirke. 4 personer introducerer 4 sange.
11.00: Rønde Højskole ved Foredragssalen: En stående kop formiddagskaffe og derefter foredrag med generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen om Folkekirkens Nødhjælps arbejde
13.00: Frokost. Der serveres en lækker frokost med lunt og koldt i spisesalen
14.00: En kop kaffe og et par højskolesange slutter dagen af.

Info:
Lørdag den 4. november kl. 10 til ca. 14.30.
Pris for hele programmet og frokost: 80 kr.
Arrangementet er for alle.
 
Tilmelding:
Rønde Højskole / Højskolens kontor: Tlf.: 8637 1955 / SMS: 2193 5680 / E-mail: post@rhe.dk - ELLER: Kordegnekontoret, Egegård i Rønde: 8637 0580 / lihe@km.dk – senest 26. okt.

Arrangør:
Rønde Højskole og Menighedsrådet.
Praktisk planlægning: Fra højskolen: Forstander Birgit Fuglsbjerg og lærer Kenneth Degnbol.
Fra Bregnet Kirke: Sognepræsterne Anne Marie Tolbod og Morten Bay-Mortensen.

Om foredraget: Nødhjælpsarbejde - dilemmaer og udfordringer
Birgitte Qvist-Sørensen vil fortælle om det arbejde FKN udfører både hjemme og ude i verden. Det er ofte mange udfordringer når man arbejder i verdens brændpunkter og med de fattigste.
Valg skal træffes og planer skal ændres samtidig med at man holder menneskers liv i sin hånd.

På samme måde opstår der også dilemmaer i arbejdet hjemme. Hvordan fortæller vi danskerne om vores arbejde, hvordan kan vi indsamle mest muligt og hvornår skal vi blande os i den politiske debat.
Disse dilemmaer og udfordringer vil Birgitte Qvist-Sørensen forsøge at svare på.

Om dagens foredragsholder:
Birgitte Qvist-Sørensen er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Tidligere var hun international chef i Folkekirkens Nødhjælp og førhen har hun blandt andet arbejdet som social- og sundhedsdirektør i Helsingør Kommune med ansvar for 1600 ansatte, og hos Red Barnet i Bosnien Hercegovina med rehabilitering i flygtningelejre.

Hun har desuden været ansat på UNIFEMs regionalkontor i Bangkok med ansvar for kvindeprojekter i Sydøstasien, og har arbejdet med organisatorisk analyse for UNESCO i Paris. Endelig har hun arbejdet med forsoningsprojekter for kvinder i Belfast.

Birgitte Qvist- Sørensen er uddannet teolog fra Aarhus Universitet og har en Master i Management development fra Copenhagen Buisness School. 

Del dette: