Mange støttede sogneindsamlingen

Fårekyllinger til at spise: Christine Aketch på 23 år dyrker fårekyllinger i flygtningelejren Kakuma. De næringsrige insekter dyrkes, males til mel og spises i supersunde kiks. Fotograf: Mathilde Berg Utzon

Køkkenhaver på højkant firedobler høsten: Manirakiza på 28 år har boet i Kakumalejren siden flugten fra Burundi for seks år siden. ”Med den vertikale have kan jeg give mine tre børn grøntsager, og jeg kan sælge af dem og købe salt, sæbe, olie og løg.” Fotograf: Mathilde Berg Utzon

Køkkenhaver på højkant firedobler høsten: I et nyt projekt i Kakumalejren i Kenya dyrker flygtninge grøntsager på højkant i store sække. Det kan firedoble høsten og kræver meget mindre vand. Fotograf: Hans Bach

Vel var der ikke lune forårsvinde over søndagen, men alligevel kom der langt over 30.000 kr. ind i vores 3 sogne ved Folkekirkens Nødhjælps indsamling. Tak til alle jer indsamlere, der sled fodsålerne og tog en runde med indsamlingsbøssen- og jer der støttede med et beløb, der giver fremtiden håb hos mange udsatte mennesker i verden. Her er resultatet for hver af de tre sogne:

Thorsager: 9.535 kr.
Bregnet: 20.521 kr.
Feldballe: 3.855 kr.

+ et ukendt beløb overført via MobilePay, formodentlig nogle tusinde kroner. Landsresultatet blev på 11 mill. kr.

Det går de indsamlede penge til: Nye måder at yde hjælp til selvhjælp

Det er tit de fjerneste og allerfattigste samfund, det går værst ud over, når kloden hærges af fx klimaforandringer.
I kraft af et stort, lokalt, kirkeligt netværk når Folkekirkens Nødhjælp helt derud og styrker de svageste. Men der må tænkes i nye, innovative baner for at vinde kapløbet med klima, flygtningestrømme og befolkningstilvækst.

Folkekirkens Nødhjælp har netop sat et pilotprojekt i gang, hvor udvalgte kvinder i flygtningelejren Kakuma i Kenya lærer at opdrætte fårekyllinger. Insekter er ekstremt næringsrige, nemme at avle og langt mindre ressourcekrævende end traditionelle former for kødproduktion.
I første omgang skal fårekyllingerne avles i større bokse og males til insektmel, som kan bruges til blandt andet næringsrige kiks.

Et andet projekt i Kakumalejren lærer flygtninge at dyrke køkkenhaver på højkant. Forskellige typer grøntsager spirer lag på lag inde i store sække med huller i og vokser så ud af hullerne og opad i flere niveauer.
Dyrkningsmetoden kræver meget mindre vand end almindelige køkkenhaver, og samtidig kan man firedoble sin høst. Det giver nærende mad til både at spise og sælge af.

I alle Folkekirkens Nødhjælps projekter gælder princippet ’Hjælp til selvhjælp’.
Modtagerne af hjælpen er altid direkte involverede og lærer samtidig nye metoder, der gør dem mere robuste.

 

 

Del dette: