Korene fra Thorsager Kirke laver temakoncert med temaet ”Nåde”

Udtrykket ”nåde” er måske gået af daglig brug, men det betyder stadig, at få uden at gøre sig fortjent til det. Det handler forårskoncerten i Rundkirken om onsdag 15. maj kl. 19.00, hvor sangen vil klinge med kirkens børnekor og Thorsager Folkekor.

Nåde er alle de nære og livsbekræftende ting i vores hverdag, som også Johannes Møllehave skriver om i sin salme ”Nåden er din dagligdag”, som er en af koncertens håndfuld af fællessalmer.

Børnekoret synger om alle de livsbekræftende ting, forvandlinger, sommer mm med tekst og musik af Linda Vilhelmsen m.fl.

Hvordan forholder vi os til Nådesbegrebet, hvis der er oversvømmelser, ulykker, naturkatastrofer? Smerten synger voksenkoret om i ”They won’t go when I go” af Stevie Wonder – også gjort kendt af Georges Michael. Det er en af Stevie Wonder mest religiøse sange, som han skrev kort efter, han var kommet sig over et trafikuheld, hvor han lige så godt kunne være omkommet.

Koret synger også Stings ”Fragile” (sårbar), som han skrev efter voldsomme oversvømmelser i Sydamerika, hvor alt var ved at blive skyllet væk og senere ved en ceremoni efter World Trade Centers fald, og sangen er i det hele taget blevet brugt mange steder ved forskellige politisk-menneskelige og antimilitaristiske manifestationer, til en påmindelse om, hvor sårbare, vi er.

Dog finder vi glæden igen, bl.a. med Johannes Møllehaves og Anne Linnets ”Dagen er ny og ren” og en fælles afslutning med begge kor i en lovprisning af liv og Guds ”nåde”.

Sognepræst Jørgen Glerup bidrager med fine tekstlæsninger, som binder det hele sammen.

Korleder/klaver (organist): Tove Barrett, Bas: Jens Brusgaard Vestergård, Percussion: Finn Barrett og liturg: Jørgen Gleerup.

Der er gratis entré.

Del dette: