Høstgudstjenester med spejderfane, børnenes frugt og æblekage

Søndag 22. september er der høstgudstjeneste i de tre kirker - Thorsager: 10.30, Bregnet: 10.30 og Feldballe: 14.00. Vær med til ”høstfest” i smukt pyntede kirker, med gode ord, salmer og dejlig musik. Der samles ind til Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Korshær.

Jørgen Gleerup: "I Thorsager Kirke præsenterer spejderne deres nye fane, og minikonfirmanderne bærer frugt ind som høstpynt i kirkerummet. Høstgaverne kommer på auktion til fordel for indsamlingen."

 

Anne Marie Tolbod: "I Bregnet Kirke deltager kirkens kor, og bænkerosetterne er skiftet ud med minikonfirmandernes takkebilleder. Alle opfordres til at tage høstgaver med og til at have penge på lommen, så de kan deltage i auktionen over høstgaverne efter gudstjenesten. Høstgudstjeneste handler om at sige tak og om at dele."

 

Benedikte Bock Pedersen: "I Feldballe Kirke gør vi det hele. Vi hører gode tekster og synger dejlige efterårssalmer, vi mere end tænker på dem, der har mindre end os, fordi vi også samler penge ind til Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Korshær, og efter gudstjeneste er der kaffebord med kager, vi selv har taget med. Er det tørvejr, bliver det i præstegårdshaven, og regner det eller er for koldt, sidder vi i Kostalden. Så tag din bedste kage med, kom til gudstjeneste og vær med til det, som måske bliver Feldballes største kaffebord. Jeg kommer med æblekage."

 

 

 

Del dette: