Sognerejsen går til Sydvestjylland

I Himmelfartsferien 20. - 22. maj går sognerejsen til Sydvestjylland. Tag med og oplev historie, kunst og smukke landskaber, bl.a. Kongernes Jelling, Ribe og Fanø.

Hvad byder rejsen på?
Tirsdag den 10. marts kl. 15.00 i Egegård præsenteres rejsen og dagenes højdepunkter i ord og billeder af rejselederne Birte Harpøth, Anne Marie Tolbod og Jørgen Gleerup.
Praktiske spørgsmål besvares og der serveres en kop kaffe undervejs.


Her er programmet for de tre dage:

Onsdag 20. maj
Kl. 8.00: Afgang med bussen fra Egegård i Rønde.
Turen går ned gennem Jylland, og vi nyder formiddagskaffen på Ejer Baunehøj.

Derefter kører bussen mod Jelling, hvor vi skal besøge det store museum ”Kongernes Jelling”.
Der vil være lejlighed til at være med på en guidet tur rundt i dette arnested for kirke og kristentro i vort land. En fortælling som tager sin begyndelse hos Kong Gorm den Gamle, Dronning Thyra og Harald Blåtand.

Efter besøget nyder vi vore medbragte madpakker.

Turen går videre mod sydvest – mod Domkirkebyen Ribe, hvor både Hans Tausen og Adolf Brorson beklædte bispeembedet på kanten af marsklandet.

Der bliver lejlighed til at besøge de væsentlige steder i byen og naturligvis finde ind på et godt kaffested.

Fra Ribe kører vi mod Varde, hvor vi skal bo på Hotel Arnbjerg i to nætter.
Indkvartering og middag kl. 19.00.

Torsdag 21. maj
Dagen begynder med et veldækket morgenbord, og efter morgenmaden kører bussen mod Esbjerg, hvor vi skal deltage i gudstjenesten i Hjerting Kirke. Efter gudstjenesten vil der være en kort fortælling om Robert Jacobsens udsmykning af kirken.

Med færgen lander vi på Fanø og spiser den fra hotellet medbragte madpakke til frokost. Eftermiddagen vil byde på ”Fanø-oplevelser” i Nordby og Sønderho, tur langs stranden, og der vil blive et besøg i øens berømte Kunstlade. På fastlandet i Varde serveres middagen på hotellet kl. 19.00, og aftenen vil byde på hygge og underholdning.

Fredag 22. maj
Efter morgenmaden forlader vi Hotel Arnbjerg og første punkt på sidste dags program bliver et besøg og en guidet rundvisning i Tirpitz-bunkeren - det store museum i Blåvand, hvor den gamle kanonstilling ligger som en kolos i sandet og gemmer på historier fra Atlantvolden fra 2. verdenskrig.

Ved frokosttid spiser vi den medbragte madpakke. Fra Danmarks vestligste punkt i Blåvand går turen mod Vejle i øst, hvor Vejle Kunstmuseum besøges.
Efter museumsbesøget venter et veldækket kaffebord på Hotel Munkebjerg ved Vejle Fjord, inden turen går mod Djursland.

Vi forventer at være i Rønde kl. ca. 18.00.


Praktiske oplysninger

Pris: Dobbeltværelse 2.900 kr. (tillæg for enkeltværelse: 300 kr.).
Beløbet inkluderer bustransport, 2 overnatninger i dobbeltværelse på Hotel Arnbjerg i Varde med fuld pension og alle entréer.

Tilmelding senest 3. april til Kordegnekontoret, Birkevej 39, 8410 Rønde: 8637 0580 / 5185 6074 / lihe@km.dk

Betaling senest 1. maj til Rønde Sparekasse – konto 9354  0000194649

Flere oplysninger kan fås hos de tre rejseledere:
Birte Harpøth: 2340 2996
Anne Marie Tolbod 4227 0250
Jørgen Gleerup: 2287 1456

(Ret til ændringer i programmet forbeholdes)

 

 

Del dette: